Spring til indhold

Kurv

Din indkøbskurv er tom

Pletfjerner

Kort guide til pletfjerning

Har du fået pletter på sofaen, kan du følge denne guide:

  • Afsæt god tid til at rense sofaen – ca. 1 time
  • Start med at støvsuge sofaen meget grundigt
  • Hele siddefladen skal behandles, hvis du har mange pletter og vil undgå rander
  • Dub med danskvand på fnugfri klude
  • Dub med sæbeskum, der piskes af danskvand og farvefrit opvaskemiddel
  • Dub med rent danskvand – vrid kluden op og gentag processen mange gange
  • Dub tørt med fnugfri klude
  • Hvis pletten er genstridig: Drys et tykt lag kartoffelmel på den våde/fugtede plet/siddeflade, inden du dubber den tør, og lad det sidde i 3-4 døgn. Støvsuges væk.

 

Rent, lunket vand kan også bruges i stedet for danskvand, hvis dit vand er kalkfattigt. Har du kalk i vandet, kan der komme rander på din stofsofa. Så brug danskvand hvis du har det.

Ellers skal hele siddefladen behandles for at undgå rander.

Se videoguide og flere beskrivelser HER

Du kan læse mere på www.kvadrat.dk der også har forskellige guides.

Er pletten umulig, eller mangler du tid, kan du få sofaen renset professionelt.

Rengøring af møbelstof

Ønsker du at bibeholde møbelstoffets udseende og forlænge møblets levetid, er jævnlig rengøring essentielt. Støv og snavs kan fremme slid og på sigt også ændre stoffets farve. Yderligere medvirker støv og snavs til et dårligt indeklima. Så det er vigtigt at rengøre dine møbler hver uge.

Støvsug sofaen for at undgå pletter

Vi anbefaler hyppig støvsugning af din sofa. Specielt hvis du har børn og/eller spiser i sofaen. Støvsug gerne sofaen 1-2 gange i ugen når du alligevel støvsuger gulvet. Brug den bløde børste, der følger med de fleste støvsugere. Støvsug på halv styrke, hvis det er lettere.

Kan din sofa skilles ad, så støvsug mellem modulerne ind i mellem. Det er også en god idé at banke alle flader, og støvsuge imens. Når dit møbel er rent og støvfrit, er det sværere for skidt at sætte sig fast. På den måde undgår du også blivende pletter, når uheldet er ude.

Fjern pletter på din stofsofa hurtigst muligt. Så er de meget lettere at fjerne, og din sofa forbliver pæn og kan holde i mange år.

Misfarvning af sofastof

Vær opmærksom på, at alt stof er modtageligt for misfarvning, uanset hvilken farve det har. De lyse stoftyper er dog mere modtagelige, end de mørke. Det betyder, at dit møbel kan misfarves af kraftigt farvede stoffer som f.eks. et par nye cowboybukser eller en rød nederdel. Vil du undgå dette, anbefaler vi, at du er ekstra opmærksom eller lægger et tæppe på sædet, hvis der er risiko for misfarvning.

Fjern pletter på stofsofaer

Er der kommet en plet, er en hurtig indsats afgørende for at opnå det bedste resultat. Du skal afsætte god tid til pletfjerningen, da det kan kræve en del gentagelser. Pletterne skal behandles forskelligt, alt efter om der er tale om en plet fra tyndt- eller tyktflydende væske.
Husk altid at duppe stoffet rent. Gnid aldrig, da det slider unødigt på dit møbel.

Du skal bruge følgende til at fjerne pletter:

  • En støvsuger med børste
  • Fnugfri klude uden farve
  • Danskvand uden citrus (lunkent vand uden kalk kan også bruges)
  • Mildt opvaskemiddel uden farve
  • kartoffelmel

Fjern kaffe, te og rødvin

Ved tyndflydende væsker, som kaffe te, rødvin osv., bør du bruge rene, fnugfri klude, der ikke farver, lunket vand eller danskvand samt mildt opvaskemiddel uden farve.
Undgå at bruge andre pletfjerningsmidler, medmindre du får professionel hjælp.

Forsøg at behandle en plet med det samme. Vi anbefaler en hurtig indsats, da det giver det bedste resultat. Er pletten tørret ind, skal du starte med at støvsuge hele fladen meget grundigt. For at undgå skjolder, kan hele siddefladen behandles, og du skal afsætte god tid.

  1. Dup væsken op med en tør fnugfri klud
  2. Dup pletten og resten af fladen med danskvand for at undgå kalkrander fra vand
  3. Brug en dråbe opvaskemiddel eller sæbeskum fra opvaskemiddel blandet med danskvand
  4. Dup sæben forsigtigt ind i stoffet på og omkring pletten. Du kan behandle hele siddefladen for at undgå rander.
  5. Gnid ikke på stoffet
  6. Lad sæben virke et par minutter eller en times tid, inden den fjernes, hvis pletten er genstridig
  7. Dup med rene klude vædet i danskvand, til sæben er væk – pletten bearbejdes fra yderkant og ind mod midten – skyl kluden op løbende for at fjerne sæberester og misfarvninger fra pletten
  8. Dup til sidst med en tør klud
  9. En hårtørrer med kold luft kan bruges til sidst, men det er ikke afgørende
  10. Gentag evt. behandlingen flere gange

Eventuelle skjolder efter pletfjerningen kan skyldes støv fra sofaen, snavs fra vandet eller kalk i vandet. Dette undgår du ved at støvsuge din sofa ofte. Når du bruger rent kalkfattigt vand eller danskvand, og skifter det flere gange, mens du fjerner pletter, vil du også undgå plamager. Du kan desuden behandle hele siddefladen for at undgå plamager på din sofa. Hvis dine pletter er meget drilske, kan du drysse kartoffelmel ud over den våde plet, lade det sidde i 3 døgn og støvsuge det grundigt op. Er der stadig en plet, kan du duppe med sæbeskum fra mildt opvaskemiddel uden farve og/eller lidt danskvand. Gentag evt. processen med opvaskemiddel. Husk at behandle hele siddefladen.

Fjern ketchup, syltetøj og sovs

Ved tyktflydende madvarer, som ketchup, syltetøj og sovs, skal du starte med at skrabe mest muligt op med en sløv kniv eller spartel før du går videre. Hvis pletten er tør, skal sofaen støvsuges først. Efter det skal du behandle pletterne på samme måde, som ved tyndtflydende væsker.

Vi gør opmærksom på, at disse tips kun er vejledende. Mange pletter kræver en speciel behandling og teknik. Vi anbefaler derfor altid at tage kontakt til en professionel møbelrensningsvirksomhed, inden pletfjerningen iværksættes.

Fnuller

Peeling er det fnuller, som alle tekstiler afgiver ved brug eller modtager fra andre udefrakommende fibre. Det kan fjernes ved ofte støvsugning og brug af en tekstilshaver.

Det er ikke stoffet der fnuldrer. Det er typisk fibre fra dit tøj, tæpper, uldsweatre, puder osv, der sætter sig fast. Der er ikke noget galt med stoffet, og fnuller kan altid fjernes.

Det sker oftest i en kold tid, hvor der opstår statisk elektricitet i stuerne. Man ser det også i et tørt miljø, eller hvis man har brændeovn. Om vinteren og i minusgrader er der også mere statisk elektricitet, der får tøjfibre til at sætte sig fast.

Alle der har en stofsofa bør eje en tekstilshaver! Så kan man nemlig barbere fibrene af. Det skader ikke sofaen, det er bare med til at holde den pæn. Sørg for at støvsuge din sofa grundigt først. Brug altid en blød børste på dit støvsugerhoved, så du ikke slider unødigt på stoffet.

Et ekstra råd kan være at spraye sofaen en gang i mellem med destilleret vand ved hjælp af en blomsterforstøver. Så slipper man for statisk elektricitet og mindsker fnuller.